Gennem tryghed, omsorg og forventninger hjælper vi børn og unge med at finde retning, gennemføre uddannelse og skabe et selvstændigt liv.

Velkommen til Aagaarden

Aagaarden er et børne- og ungehjem for børn og unge mellem 12 og 17 år der har brug for trygge rammer, tydelige og relationsstærke voksne og støtte til at skabe stabilitet i deres liv. Vi er godkendt til 10 unge jævnfør Barnets Lov § 43, stk. 1, nr. 6 og stk. 3. med og uden samtykke jf. Barnets lov §§ 46 og 47. Desuden er Aagaarden godkendt til at varetage enkeltmandsprojekter.

Målgruppen er børn og unge som har været udsat for omsorgssvigt eller har udviklet tilknytningsforstyrrelser og/eller opmærksomhedsforstyrrelser. De unge kan derudover have begået kriminelle handlinger af både personfarlig og ikke-personfarlig karakter. Vi modtager unge som har været i et sporadisk misbrug eller som er i ekstern terapeutisk behandling forinden indskrivning. Vi modtager ikke unge hvor misbruget er hovedproblematikken eller unge som ikke er behandling herfor. 

Hos os møder de unge nærværende voksne der tør at engagere sig og gå vejen sammen med dem. Vi tror på, at udvikling sker gennem tillid, tydelighed og meningsfulde fællesskaber og at hver ung har potentiale til at skabe en stabil og selvstændig fremtid.

Aagaarden er erhvervsorienteret og vi samarbejder tæt med lokale virksomheder og uddannelsessteder. Det giver de unge mulighed for at prøve sig selv af, opdage deres styrker og finde motivationen til job, praktik eller uddannelse.

Vi har fem lejligheder på matriklen hvor vores børn og unge har mulighed for at bo hvis det vurderes nødvendigt eller en ung forbliver anbragt i ungestøtte.

På Aagaarden handler det om at skabe håb, relationer og retning – sammen.

Vores værdier

Aagaarden tilbyder et tværfagligt og erfarent team der arbejder med høj faglighed, tydelige rollemodeller og en relationel tilgang. Vi tror på at en stærk relation går forud for enhver metode. Medarbejderne er til stede døgnet rundt og sikrer en tryg og nærværende hverdag for de unge.

Flere i teamet har håndværksmæssig baggrund som bruges aktivt i hverdagen gennem praksislæring og mindre projekter. Det styrker både de unges kompetencer og skaber naturlige broer til lokale virksomheder, praktikforløb og uddannelsesmuligheder.

Vi prioriterer faglig udvikling, supervision og fælles refleksion. Medarbejdernes interesser inden for blandt andet fysisk aktivitet, friluftsliv og håndværk bringes i spil som meningsfulde fællesskaber de unge kan spejle sig i. Kulturen er professionel og varm og relationen bruges aktivt – altid inden for tydelige etiske rammer og med fokus på de unges vej mod et meningsfuldt liv med uddannelse og job.

Metoder & tilgange

Low Arousal 2 (LA2)

Metoden fokuserer på at tilpasse pædagogikken for at minimere stressfaktorer og skabe et tryggere miljø gennem konkret borgerinddragelse og forebyggende redskaber som f.eks. trivselsplaner. 

Kognitiv adfærdsterapi (KAT)

En metode der kobler tanker, følelser og adfærd. Når de unge forstår deres tanker så bliver det lettere for dem at regulere deres følelser og dermed også deres handlinger.

Praksislæring i hverdagen

De unge deltager i daglige aktiviteter blandt andet køkken, værksted og fritidsliv, hvor færdigheder omsættes til vaner og konkrete erfaringer.

Aggression Replacement Training (ART)

Et gruppeforløb der udvikler sociale færdigheder, styrker impulskontrol og fremmer moralsk ræsonnering. Programmet har vist positive resultater i at reducere konfliktadfærd og øge sociale kompetencer.

Motiverende samtaler (MI)

En samtalemetode der styrker den unges egen drivkraft og ejerskab ved at udforske værdier, mål og ambivalens. Med MI arbejder vi med de unges indre motivation for forandring.

GRÅK PLAY

En mentaliserende træningsform der kombinerer bevægelse og pædagogik. Gennem skalerbare øvelser i samarbejde og fællesskab styrkes både sociale, mentale og fysiske kompetencer.

Indsatsen målrettes gennem SMART-mål og individuelle ugeplaner. Delmål drøftes med den unge og på personalemøder hver 14. dag og vi dokumenterer løbende i journalsystem.